Indkald

Hej med jer på UCL.

Her er en lille video, hvor vi kort fortæller om opstarten på vores praktik.

Vh. Tine og Thomas.

De første dage i felten..

Skrevet af Thomas..

Hej med jer.

Nu er selve praktikken så småt startet for os. Vi er blevet fordelt ud på forskellige huse - huse der primært ligger i samme område. Området hedder Mangere og ligger i det sydlige Auckland omkring 15-20 minutters kørsel herfra. Jeg arbejder i et hus med 5 drenge, som har blandede diagnoser og Tine arbejder i et hus med piger.

Vi startede mandag og tirsdag på det de hernede kalder "Buddydays", som er egentlig introduktionsdage, hvor vi kommer ud og ser huset, møder borgerne og personalet og observerer institutionenes liv og hverdag. Dagene var 6 timer, men min 2. dag, blev forlænget til 11,5 timer da der er sygdom og ferie i mit hus. 
Dagene er ment som observationsdage, hvor vi har mulighed for at se hvordan rutinerne og praksis i huset foregår. Allerede efter de 2 første dage, er det tydeligt for mig at der er store kulturelle og pædagogiske forskelle mellem New Zealand og Danmark. Måden der kommunikeres på, dokumentation, relation, etik mm. er eksempler på ting der er væsentligt anderledes på, end i Danmark. Det er rigtigt spændende at se en anden tilgang til praksis, men der er også elementer, hvor jeg, allerede på nuværende tidspunkt, mener det er grebet an på en forkert måde. Udfordringen for mig bliver jo så at få disse ting op til debat og forhåbentlig skabt en konstruktiv forandringsproces på en professionel måde. 
I de første dage har jeg allerede forsøgt at skabe små forandringer. Udfordringen er dog at meget af det personale jeg har arbejdet med indtil videre, er fra andre lande og engelsk er, ligesom for mig, et fremmedsprog, så derfor har der også været nogle sprogmæssige barrierer som udfordret mig lige i forbindelse med at kommunikere disse forandringer ud.
Udover det har det været nogle rigtig spændende dage på godt og ondt i vores opstartsperiode. Jeg har fået en god start i opbyggelsen af relationerne til borgerne og det er det primære for mig, da det er dem jeg er der for og der kerneydelsen skal ligge..

Håber i har det godt i Danmark.

Thomas..

Outcomes

Skrevet af Tine.

Outcomes…

I dag har vi været på et kursus om Outcomes.

Outcomes er New Zealands svar på vores handleplaner. Formålet med Outcomes er, at borgerne vil kunne leve et liv så tæt på normen som muligt. Outcomes skal sikre, at de er får sat nogle mål for deres liv og dermed udvikler sig. Det er altafgørende at det er borgernes egne behov, og ikke behov som personalet projekterer over på dem.

Tanken om Outcomes opstod i 2003 hvor The Council on Quality and Leadership introducerede Spectrum Care for Outcomes.

For at jeg kan demonstrere det bedst for jer, vil jeg bede jer lave en lille øvelse…

·         Find en kuglepind og papir frem. Del papiret i 6 stykker.

·         Nu skal du skrive de 6 ting du ikke ville kunne leve uden.

·         … giv dig tid…

·         … Det kunne fx være mad og vand, familie, musik ovs.

·         Når du har skrevet alle 6 ting ned, må du læse videre her…

·         Nu skal du fjerne en af dine 6 ting. Det vil sige jeg tvinger dig til at give en af de ting væk, altså at du mister en af de ting.

·         Tænk over hvordan det får dig til at føle.

·         Nu tvinger jeg dig til at fjerne en mere.

·         Hvordan påvirker det dig nu?

·         Vælg nu en tredje ting du skal give op!

·         Hvordan har du det nu?

·         Endnu en gang skal du fjerne en. Så nu har du kun to ting tilbage.

·         Er livet stadig værd at leve?

Jeg havde skrevet: ( gav nr. 6 op først, derefter 5 osv.)

1.       Familie

2.       Mad og vand

3.       Telefon

4.       Frihed

5.       Et sikkert hjem

6.       Sport

Denne øvelse satte tankerne i gang ved mig. Hvordan lever vores borgere? Bliver nogle af de ting de prioriterer højest, taget væk fra dem? Jeg kommer til, at tænke meget på, hvilken magt det er, man udøver, når man træder ind i et andet hjem. Det har helt sikkert givet mig stof til eftertanke og jeg vil overveje om min specialiseringsrapport skal handle om det…

Næse mod Næse..

Næse mod Næse…

Skrevet af Tine

Så er vi virkelig blevet en del af Spectrum Care familien...

Mandag d. 4-2 var den første dag vi skulle møde op til introduktionskursus på Spectrum Cares hovedkontor. Der blev afholdt en velkomst ceremoni for alle os nye, på rigtig Maori manér.

To maori kvinder fortalte os hvordan velkomst ceremonien ville foregå. Vi skulle tage sko og evt. hovedbeklædning af. Så skulle de bruge en frivillig mand og kvinde. Helt ærligt, så forstod jeg ikke hvad de sagde, for det var lidt et mix af engelsk og maori. Men jeg tænkte, hvor intet vover, intet vinder. Så jeg meldte mig som frivillig. Vi fik nu at vide, at vi (alle nye ansatte hos Spectrum Care) var en maori stamme, og vi skulle møde en anden maori stamme (nuværende ansatte, leder og brugere).

Det er maori tradition at mændene beskytter deres kvinder, så kvinderne skulle stille sig forrest for enden af gangen, hvor mændene så skulle stille sig bag ved os, hvis der skulle komme farer bagfra. Det viste sig så, at det jeg havde meldt mig til, var noget værre noget… Jeg skulle synge/råbe et langt og svært ord på maori tre gange, mens vi skulle gå ned af gangen, for at komme ind i et rum hvor den anden maori stamme ventede. Jeg blev stammens talskvinde! Jeg kunne ikke rigtig udtale ordet og var lidt pinligt berørt over det, men maori kvinden hjalp mig.

Da vi nåede frem til døren, skulle kvinderne gå til siden, så mændene kunne se hvilke farer der truede derinde. Inde i rummet satte mændene sig på den forreste række stole og kvinderne på de bagerste. Det samme havde den anden stamme gjort i den anden ende af rummet. Den anden stamme rejste sig og sang en sang på maori. Det virkede meget intenst og de sang højt og stolt. Herefter sagde talsmanden for den anden stamme en masse på maori og de sang igen. De fortsatte med at holde taler, noget af det blev sagt på engelsk, så vi kunne forstå lidt af det. De snakkede om fællesskab og om hvilken familien man ville komme ind i, når man tilsluttede sig Spectrum Care. Lederen og en borger var blandt talerne. Herefter sang vi en fælles maori sang, som vi kort forinden havde øvet.

Nu kommer så det vilde... For på Maori, viser man respekt og værdsættelse af hinanden på en helt bestemt måde. Ikke ved at give hånd eller et kram. Nej nej, man skal hilse på personen ved at ens næser møder hinanden. Så vi måtte stikke næsen frem og hilse på omkring 25 fremmede mennesker. Se dét var grænseoverskridende og noget jeg aldrig havde forestillet mig, at man gjorde i New Zealand. Her fik vi vist et lille kulturchok…

Men det gav en god stemning, vi grinende meget og gav på en måde allerede et fællesskab de to stammer imellem. Fra da af blev vi betragtet som en del af den anden stamme.